Open Sky apr2013

Open Sky

OPEN SKY– Himlen er mit lærred, flyet er min pensel
Simone Aaberg Kærn
Et 40 år gammelt Piper Colt propelfly bliver et flyvende frihedssymbol i den eventyrlige fortælling, der folder sig ud i udstillingen OPEN SKY på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør.
Det lille lærredsbeklædte fly af Bedstemor And-typen danner rammen om en farefuld rejse, som pilot og performancekunstner Simone Aaberg Kærn sammen med instruktør og fotograf Magnus Bejmar begiver sig ud på i 2002. Rejsen var på 5.700 km og gik fra Lille Skensved i Danmark til Kabul i det krigshærgede Afghanistan. Den ni måneder lange mission impossible bragte Simone Aaberg Kærn til ulovlig indtrængning i amerikansk krigsterritorium og over farefulde bjergtinder med det ukuelige endemål for øje at finde frem til en ung pige i Kabul, Farial, hvis højeste ønske var at blive jagerpilot. Som filmen fra rejsen ,’Smiling in a Warzone’, der er en central del af udstillingen, dokumenterer, opnår Farial på egen hånd at styre Simone Aaberg Kærns lille propelfly over Kabul by. Med sin flyvning udførte Simone Aaberg Kærn et kunstnerisk projekt – a micro-global performance. Rejsen blev gennemført som et metaforisk billede på den fri himmels kraft – selv over et politisk uroligt og ulmende krigsterritorium.
Det er dette eventyr og Simone Aaberg Kærns insisteren på, at den gode vilje sejrer og nedbryder barrierer mellem nationer og folk, der er omdrejningspunktet i udstillingen OPEN SKY – Himlen er mit lærred, flyet er min pensel, som kan opleves på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør fra lørdag den 13. april. Udstillingen tager betragteren med gennem det historiske, politiske og æstetiske landskab, som Simone Aaberg Kærn gennemlevede for at nå til Kabul. Den består foruden det ophængte fly af hovedfilmen ’Smiling in a Warzone’ samt en række videoer og kunstfotografier fra rejsen. Udstillingen har tidligere været vist på bl.a. AROS og Malmö Kunsthall og i Schweiz og kan nu for første gang opleves på Sjælland.
OPEN SKY – Simone Aaberg Kærn. Ny udstilling på Danmarks Tekniske Museum
Simone Aaberg Kærn (f. 1968)
Flyvning og luftrummet over os har haft en helt særlig interesse for performancekunstneren Simone Aaberg Kærn, siden hun startede sin uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Op igennem 1990erne kredsede Simone Aaberg Kærn i en række animerede videoværker, installationer og performances om mennesket svævende frit over jorden i en både fysisk og metaforisk forstand. Fælles for Simones opgør med tyngdekraften er, at det altid er med kvinden som subjekt.
Under inspiration af 2. verdenskrigs amerikanske, engelske og sovjetiske kvindelige kamppiloter skabte Simone Aaberg Kærn i 1997 45 portrætter – ’Sisters in the Sky’ – malet med flymotorolie. Da Louisiana erhvervede værkerne, gav det kunstneren økonomisk frihed til at realisere sin pigedrøm; at anskaffe sig sit eget lille veteranfly og blive en af luftens kvindelige helte! Simone Aaberg Kærns legende, humanistiske engagement i verdens brændpunkter er stadig stort. For nylig skabte hun igen mediestorm om de danske krige og grænser for kunsten gennem en serie portrætter af danske politikere påført tydelige krigssår.
Udstillingen OPEN SKY – Himlen er mit lærred, flyet er min pensel kan opleves på Danmarks Tekniske Museum i perioden 13. april – 22. september 2013. I udstillingsperioden vil der blive arrangeret foredrag og debat på Danmarks Tekniske Museum med fokus på udstillingens fornyede aktualitet i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra Afghanistan. Arrangementerne vil blive annonceret i pressen, på museets facebook- side og på www.tekniskmuseum.dk.
For yderligere oplysninger kontakt museumsdirektør Jens Breinegaard på telefon 49 22 26 11 eller e-mail jb@tekniskmuseum.dk.