Tags
Related Posts
Share This
Open Sky
Et 40 år gammelt Piper Colt propelfly bliver et flyvende frihedssymbol i den eventyrlige fortælling, der folder sig ud i udstillingen OPEN SKY på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør fra den 13. april til den 22. september.
Det lille lærredsbeklædte fly af Bedstemor And-typen danner rammen om en farefuld rejse, som pilot og performance-kunstner Simone Aaberg Kærn sammen med instruktør og fotograf Magnus Bejmar begiver sig ud på i 2002. Flyvningen var på 5.700 km og gik fra Lille Skensved i Danmark til Kabul i det krigshærgede Afghanistan. Den ni måneder lange mission impossible bragte Simone Aaberg Kærn til ulovlig indtrængning i amerikansk krigsterritorium og over farefulde bjergtinder med det ukuelige endemål for øje at finde frem til en ung pige i Kabul, Farial, hvis højeste ønske var at blive jagerpilot. Som filmen fra rejsen ,”Smiling in a Warzone”, der er en central del af udstillingen, dokumenterer, opnår Farial på egen hånd at styre Simone Aaberg Kærns lille propelfly over Kabul by. Med sin flyvning udførte Simone Aaberg Kærn et kunstnerisk projekt – a micro-global performance. Rejsen blev gennemført som et metaforisk billede på den fri himmels kraft – selv over et politisk uroligt og ulmende krigsterritorium.
Det er dette eventyr og Simone Aaberg Kærns insisteren på, at den gode vilje sejrer og nedbryder barrierer mellem nationer og folk, der er omdrejningspunktet i udstillingen OPEN SKY – Himlen er mit lærred, flyet er min pensel, som kan opleves på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør fra lørdag den 13. april. Udstillingen tager betragteren med gennem det historiske, politiske og æstetiske landskab, som Simone Aaberg Kærn gennemlevede for at nå til Kabul. Den består foruden det ophængte fly af hovedfilmen “Smiling in a Warzone” samt en række videoer og kunstfotografier fra rejsen. Udstillingen har tidligere været vist på bl.a. AROS og Malmö Kunsthall og i Schweiz og kan nu for første gang opleves på Sjælland.
I udstillingsperioden vil der blive arrangeret foredrag og debat på Danmarks Tekniske Museum med fokus på udstillingens fornyede aktualitet i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra Afghanistan. Arrangementerne vil blive annonceret i pressen, på museets facebook-side og på www.tekniskmuseum.dk.