Kunstflyvning og flyverkunst

Kunstflyvning og flyverkunst

af Rune Balle til magasinet FLYV 2013

Den Store Danske Encyklopædi skriver:

Simone Aaberg Kærn, f. 1969, dansk billed-, performance- og installationskunstner, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1993-98 og på Goldsmiths College of Fine Art i London 1995-97. I 1996 tog hun flycertifikat ved Clacton Aero Club i Storbritannien. Med flyvning og såkaldt aerofeminisme – en kobling af interesse for flyvning og for kvinders vilkår -som gennemgående temaer har hun skabt en række usædvanlige performances, videoværker og installationer.

Simone Aaberg-Kaern er privatflyver, og hun er kunstneren, der i 2010 malede det meget omtalte portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. FLYV besøgte hende på “Nørrebronx” i København, hvor hun bor sammen med sin mand og deres seks sammenbragte børn.

Det er først på formiddagen en snehvid og kold dag i marts på ydre Nørrebro. Natten har kun budt på et enkelt skyderi i området, radioavisen melder om at en trecifret politistyrke er igang med en aktion i bandemiljøet, ungerne er sendt i skole og vuggestue og Simones mand er netop taget på arbejde som IT-specialist.

 

FLYV har fået lov til at tage med Simone Aaberg Kærn på arbejde, for at få en snak om kunstflyvning og flyverkunst, og der er ikke meget tid til at tale flyvning på vej fra privaten til atelie’et hvor hun arbejder, for det er bare en etage ned, hvor et rum på tre gang fem meter er hendes “male-værksted” og kontor.

 

Simone undskylder, at hun lige er nødt til at have computeren tændt og at hun af og til er nødt til at følge med i en debat på nettet om hendes seneste kunstværker, der er en serie portrætter af højtstående politikere, der er portrætteret med ar og krigsskader. En række billeder som først vises offentligt på en udstilling et par uger senere, er præsenteret for pressen. “Det har skabt lidt debat, men heldigvis også sat fokus på de sårede soldater som det bla har været hensigten” siger Simone med et skælmsk smil, og fortsætter “og der er nogle der totalt har misforstået hvad det handler om, og der er en sur mand i Jylland der er ved at dreje diskussionen helt af sporet. Det kræver lidt damage controle, og justering af pressestrategien. Man kan planlægge en masse men må også være parat til at danse med de ubekendte faktorer”

 

Vi lader den aktuelle historie ligge, og vender os mod Simones interesse for flyvning. Hun sætter sig ned på en taburet med sin formiddagskaffe, ser lettet ud og med glade drømmende øjne tænker hun tilbage på hvordan interessen for flyvning startede, og begynder at fortælle:

 

”Jamen jeg har faktisk altid kunnet flyve, og før jeg fik certifikat kunne jeg flyve selv – altså i dagdrømme. Men da det går op for mig, at jeg er ved at miste evnen til at flyve selv, bliver jeg klar over at der er mange mennesker der har det ligesom jeg, og jeg bliver nysgerrig på hvilke proteser mennesker så anvender for at komme i luften”.

 

Simone fortæller, at hun i den periode gik på Det Kongelige Kunstakademi og at hun blandt andet lavede videoer om en figur, der mediterer sig til at kunne flyve. I sommerferien 1995 var hun på på besøg hos sin daværende kæreste Gert på Lolland og gik og kikkede ind over hegnet på flyvepladsen. Hun blev facineret af de tunge blikspande der kunne hænge fast i luften. På biblioteket fandtes der bøger om flyvning, og under et af sine mange besøg på Maribo Flyveplads, kom SAK i kontakt med blandt “Boje Banelys” der inviterede hende inden for, og sørgede for at hun fik en tur i et svævefly.

 

Gert havde nogle venner på Nakskov Flyveplads, og de tog rigtigt godt imod hende da hun kom svedende på cykel fra Brundragene og flyvepladschefen Erik fik hende installeret i en campingvogn på flyvepladsen. På Maribo flyveplads blev der fortalt flyvehistorier fra morgen til aften.

 

En formiddag landede Robert Olsen og Ritta fra Ringsted Flyveplads. Simone blev vildt forelsket den klassiske gule Piper Cub, som Robert fortalte hende indgående om, og de aftalte at hun en dag skulle købe den af ham, når han var blevet for gammel til at flyve..Mødet med Robert og Cub’en overbeviste Simone om at veteranfly var vejen frem

På Nakskov Flyveplads hører Simone om Stauning Lufthavn og om de mange veteranfly og veteranflyvere, der holder til omkring Stauning, og da hun er fattig som en kirkerotte, beslutter hun sig for at tomle til Stauning. Første stop bliver med et fly til Fyn, og derfra kommer hun videre med bil til Odense. Da tomle-heldet slipper op må hun tage et tog vestpå for endelig at få et lift til Stauning, hvor hun efter en lang rejse lægger sig til at sove i sin sovepose for enden af terminalen i Stauning Lufthavn.

 

“Jeg var kommet virkeligt langt langt wild-west væk hjemmefra, jeg så tornadoer (en lille sød skypumpe) og kendte ikke et øje. Efter at være faldet i søvn under en bænk, vågner jeg ved at jeg hører den karakteristiske lyd af en trabant”.

 

Det viser sig at være Erik Toft, der via folkene på Nakskov Flyveplads har fået besked om en ung kvinde, der er på vej for at lære om veteranfly. Simone fortæller, at hun blev inviteret over på museet selv om det var efter lukketid, og efter at have tilbragt en hel aften med at sidde i veretanflyverne og forestille sig luftslag og loops, fik hun lov til at sove i en gammel campingvogn bag museet.

 

Simone fortæller: “Næste morgen vågner jeg i campingvognen ved den metalisk rullende lyd af store hangarporte der bliver åbnet. Jeg skynder mig i tøjet og ud af campingvognen, for at se en Chipmunk blive trukket ud i morgenlyset. Få øjeblikke senere bliver jeg inviteret med ud af flyve Chipmunk, og sådan som jeg husker turen trak piloten fuglen af banen og lige op i et 5G loop – ret overvældende”.

 

Den næste tur er i museets Stampe, og hun bliver inviteret på mange flere flyveture fordi hun er så brændende interesseret i flyvning, og til gengæld påtager hun sig at vaske og vokse flyvemaskiner, og hun oplever en gæstfrihed og imødekommenhed, som hun aldrig har oplevet før. “Det var pionerånd og barnstorming som jeg forestiller mig det kan have været i 1930’erne”

 

Simone fortæller piloterne i Stauning at hun vildt gerne vil lære at flyve, men at hun vil lære det på den “rigtige” måde, i et halehjulsfly. Hun får blandt andet en lang snak med Jens Toft om flyvning og det at lære at flyve, og da det ikke kan lade sig gøre at skole til privatflyvercertifikat på halehjulsfly i Danmark, og da hun er optaget på en kunstskole i England samme sensommer, beslutter “Toft Air Force” for hende, at hun skal tage privatflyvercertifikat hos Clacton Aero Club, der ligger omkring to timers kørsel nordøst for London.

 

Så snart Simone kommer til England går hun i gang med at lære at flyve, og hun får privatflyvercertifikat sidst på sæsonen 1995 og modtager det skriftlige bevis: en britisk Private Pilot Licence med posten den 11. Januar 1996.

 

I al sin iver for at lære så meget om flyvning som muligt, undrer Simone sig over at der i alle de mange bøger om flyvning næsten ikke optræder kvindelige piloter. Det pirrer hendes feministiske nysgerrighed, og hun tænker “DET må jeg lave om på”..Simone finder frem til Amerikanske Ann Noggle, der var WASP pilot under anden verdenskrig. Efter krigen blev hun sprøjteflyver og fotograf. Noggle har blandt andet lavet en bog med billeder af sine Russiske kollegaer, nu gæve gamle kvinder der fløj i kampen mod Tyskerne. Da Simone kontakter Noggle vil hun i første omgang ikke tale med Simone, før Simone altså har lært at flyve solo. “Det snobberi der lå i den besked provokerede mig, men gav mig også en indsigt i at hvor vigtigt det var at lære at flyve, for at kunne forstå hvad Ann Noggle og især de russiske piloter havde været igennem”.

 

Inspireret af Ann Nobble lavede Simone en billedserie om kvindelige piloter, der blev udstillet på Louisiana i Humlebæk. Udstillingen fik en masse presseopomærksomhed og anmelderne tog godt imod. Efter udstillinen fik hun Jyllandspostens kulturpris på 50.000 kr. og set i forhold til at hun i mange år havde været fattig studerende, var det vanvittigt mange penge.

 

En af de mange journalister, der skrev om Simone og hendes malerier, var en ung journalist fra Danmarks Radio, ved navn Stine Kirstein. “Da Stine kom kørende på en gammel Nimbus motorcykel, så jeg med det samme at vi mindede om hinanden på det indre plan. På ydersiden var Stine mere en klassisk kvinde og jeg lignede en drenge pige, det ville være et godt fy og bi par i en film” fortæller Simone. Inden længe havde de  to unge kvinder planlagt hvorden de 50.000 kr. skulle bruges til at lave en “road movie” hvor de to rejste Amerika tyndt i en Piper Cub for at møde amerikanske kvinder, der havde fløjet som “færgepiloter” under anden verdenskrig.

 

TV-serien “Sisters in the sky” blev vist på DR og mange andre TV-kanaler, og Simone oplevede en enorm opmærksomhed som kunstner og som kvindelig pilot. “Det var vildt fedt at alle tog imod mig med åbne arme, men det var også mærkeligt at mange så mig som pioner . . . sådan wau hvor fantastiskt at en pige interesserede sig for flyvning. Men jeg var jo langt fra den første kvindelig pilot, jeg var bare synlig lige på det tidspunkt, projektet Sisters in the Sky blev lavet, for at alle skulle huske på at der har været kvinder i hele flyvningens historie, så hver ny pige ikke skal starte forfra som pioner.”

 

I årene efter “Sisters in the Sky” tilbragte Simone en del tid I USA hvor hun fløj mange steder. Hun fik “Artists recidency” (kunstner legat med ophold) og lånte flere gange det fly der havde været med i “Sisters in the Sky”. Og via alle de piloter hun kom til at kende gennem TV-projektet, blev hun inviteret til at flyve i Arizona foruden at hun lærte at flyve kunstflyvning og bjergflyvning i områderne omkring Santa Fee og Los Alamos. “Det at jeg fløj meget “under powered” i bjerge i USA, var grunden til at jeg senere turde flyve til Afganistan”.

 

Kunstflyvning og flyverkunst

 

Efter at have talt om Simones første år som pilot, drejer vi samtalen ind på det der egentlig var hovedoverskfiften, nemlig forholdet mellem hendes flyvning og hendes kunst.

 

For Simone var flyvning virkeligt kunst da hun bevægede sig ind i flyververdenen, for som hun formulerede det: “For mig virkede flyvning som vådt ler – noget der kunne formes, og for mig var det muligheden for at udleve drømme og at komme tilbage til drømmeverdenen men måske vigtigst af alt er flyvning et symbol på det der gør os mennesker, at vi kan forsøge at gøre det utopiske.. Der var noget fantasikraft og kreativ kraft i det . . . det var visionært, fordi vi som mennesker prøver at gøre noget der går ud over vores egen fysik. Det er der ikke mange andre dyr der gør.”

 

For Simone var det nærmest euforisk at komme ind i flyveverdenen, og måske netop fordi det var på det tidspunkt I 1995-96 hvor flyvning var en åben verden og dørene var åbne og himlen fri, “og så var det ikke særligt dyrt at flyve, i forhold til i dag hvor AVGAS er blevet næsen tre gange så dyrt som i 1996 og hvor alle mulige afgifter er steget og der er kommet moms på mekanikerregninger og alt andet der har at gøre med flyvning”.

 

Men ud over at flyve Piper Cub, så har du faktisk fløjet Kunstflyvning?

 

”Ja jeg fløj Pitts i USA. Meget i S2B, S2C og lidt S1 og fik undervisning i kunstflyvning i Arizona, hvor vi var en lille gruppe der mødtes og fløj kunstflyvning et par gange om måneden.

 

Hvad synes du om den måde at flyve på?

 

”Jeg kan smadder godt li det, og jeg elsker den disciplin og præcision der er i det. Når man flyver kunstflyvning handler det om at holde sig inden for en kasse og lave nogle bestemte manøvrer på en bestemt måde, og jeg kunne enormt godt li at flyve i boxen og gøre alt knivskarpt” og så var det dejligt at være en gruppe mennesker der mødtes flere gange om ugen for at gøre det vi elskede, vi trænede sammen, delte oplevelserne.

 

Men er kunstflyvning kunst?

 

”For mig var det en skulpturel oplevelse. Først laver man skitsen i 2D, altså på et stykke papir. Så visualiserer man det, ved at sidde eller gå rundt og tænke hver eneste manøvre igennem punkt for punkt. Så sætter man sig ind i flyet hvor man som en billedhugger er mejslen mod stenen. Man skal forestille sig hvordan loopet ser ud nedefra -det skal være rundt, det vil sige, at man sidder højt oppe i flyet og laver sit loop mere aflangt, ligesom hvis en billedhugger står i sit atelje og arbejder på at lave en kæmpe rytterstatue i marmor som skal op på en høj pedistal, men se rigtig ud fra jorden. Forskellen er bare, at med flyvemaskinen er man meget mere påvirket af G-kræfterne og påvirkelig af vind og vejr, og det skal man tage med ind i processen. Det er helt fantastisk at opleve”, god gymnastik for hjernes 3D center.

 

Men den måde vi flyver på, eller i hvert fald den måde vi lærer at flyve på, er meget procedureorienteret og baseret på at gentage bestemte handlinger på helt fastlagte måder. Og flyvning er meget baseret på regler man skal holde sig indenfor, og normer man helst ikke skal træde udenfor. Hvordan harmonerer det med kunst, der vel i hvert fald i nyere tid handler meget om at bryde med regler og normer? Jeg mener har flyvning og kunst i virkeligheden noget til fælles?

 

”JA! I allerhøjeste grad, for du kan ikke lave kunst med mindre du er enormt regelret, procedureorienteret og disciplineret. Det vilde og flippede er højst 2%!

Man må lave MEGET stramme rammer omkring sig for at lave kunst. De redskaber jeg lærte da jeg blev pilot, dem bruger jeg DAGLIGT som kunstner. Jeg kan simpelthen bruge min pilotmåde at tænke på når jeg laver kunst, for at få et fly eller et kunstværk i luften er det samme. Tag nødprocedurer for eksempel. De skal øves og øves og øves og de skal bare sidde der. Det er faktisk ligesom at spille et instrument. Der skal øves og øves og øves, og først når man har øvet alle procedurerne ind kan man begynde at få det til at blive til musik, ved at spille sammen med andre musikere.”

 

Men er kunst ikke også ofte noget sådan lidt ”skævt” eller flippet, og noget med at sætte ting på spidsen?

 

”Det der gør kunst fed eller flippet eller ekstra godt det er noget der sker sjældent. Men når det sker, er det fordi man er gået det lille skridt videre end de andre. Men for at få det gjort til noget specielt som kan kaldes kunst, så skal det skal stå på et fundament”.

 

Hvad kan kunst give flyvning?

 

”Kunst kan være med til at tilbageerobre himlen. Vi er nørdet os så meget ind i regler at de er ved at kvæle friheden. Alt bliver dyrt og besværligt af tåbelige regler. Lige nu ville flyvningen have rigtigt godt af at lære af det flippede og luftige i flyvningens barndom. Pionertiden.

For at verden kan fungere skal der selvfølgelig være balance i tingene. Der skal være regler men med måde. Der skal være regler der passer på os men reglerne skal ikke være så stramme at fri flyvning ikke er muligt”.

 

Hvordan kunne du tænke dig at kunst indgår mere i flyvning?

”Hmmmm ved jeg ikke om kunst skal indgå mere i flyvning. Men jeg mener det er enormt vigtigt at vi tager snakken om balancen mellem regler og frihed/nydelse, for er der for mange unødvendige regler bliver flyvning kvalt. Surhed skal væk og vi skal flage for åbenhed og imødekommenhed. Vi skal DELE flyvningen for ellers DØR det! Og så mener jeg det er enormt vigtigt at vi støtter dem der vil lave eventyr for os. Dem skal vi give viljen og kraften muligheder for at gøre noget skørt. Klæ’ dem på og hjælp dem i luften. Tag JA-hatten på i flyvning. Og vi skal la’ være med at være så skide stolte at vi ikke kan erkende det når vi laver en bøvert”.

Du har gennemgået en statsfinansieret og statsstyret uddannelse som kunstner, på det Kongelige Danske Kunstakademi, hvad er det for en måde at tænke og handle på der er herskende der, og hvordan er den anderledes end den etablerede flyveverden, der på mange måder læner sig op ad militærets måder at uddanne personale på?

”Jeg vil for det første sige at min metodik har jeg ikke fået på akademiet, for det er mere et sted hvor kunstnere mødes i dialog om kunstværker, for den kunstneriske uddannelse der er som sådan ikke så meget anderledes end mange andre akademiske uddannelser. Min metodik kommer mere fra min baggrund som violinist og erfaringer hentet fra andre kunstnere, men som kunstner mener jeg at man skal man tænke ud af boxen . . . og det er ikke sikkert det er noget der vil gøre flyvning mere sikker, for man skal respektere tyngdeloven. Her adskiller flyvning sig fundamentalt fra kunst, for går man ud over grænsen som pilot dør man . . . det gør man ikke altid som kunstner. På den ande side var der nogle som begyndte at loope og trække G og flyve super sonic- de gik ud af boksen og fik os videre… fri af skyggen, escape velosity”.

Jeg kommer til at tænke på maleriet af tidligere statsminister Anders Fog Rasmussen . . .

”Ja ok, det var nok lige lovlig tæt på et stall sådan kunstnerisk set, men det har ført en masse godt med sig, såsom adgang til flyvevåbenet, Sigionella-basen i Italien med videre”

Hvor finder du som kunstner noget bekendt indenfor flyvning?

”Procedurer, disciplin og checklister. Men meget disciplin og det at vi er dybt dedikeret til det vi gør når vi flyver. Og så den professionalisme der er de fleste steder indenfor flyvning.”

Da du præsenterede portrættet af Anders Fogh Rasmussen havde du din BZ-uniform på. Hvordan ville det have været for dig og for omverdenen hvis du havde været i ”pilot-tøj”?

”Det havde været helt anderledes. Så havde det ikke været den samme kontrast mellem Fogh og mig. Og så havde der slet ikke været samme mediehejs omkring det, fordi medierne de søger kontraster. Men min indre Pilot kunne fint tale med Fogh”.

Men hvorfor er det vigtigt at være outsider som kunstner?

”Det er det fordi det er en god position at stå i, når man stiller sig udenfor et system for at kunne beskrive det. Selvom det altid være et postulat, fordi man ikke kan komme fri af et samfund man er del af. I Fogh-portrættet tager jeg markør på der mimer, at afsenderen er en anden end at være del i det”.

Hvis vi nu antog at du skulle være outsider og provokerende kunstner, og du brugte den kommunikationsform på vej fra Ringsted til Roskilde Lufthavn, hvordan ville det fungere?

”Af helvede til og jeg ville styrte ned. Men vi kender alle farmerpiloten der er på vej ind til Chicago.

I’m comming in on one engine slow and low . . . og så flyver han en Piper Cub. Nej, jeg mener, at flyve ind til Kastrup udenom procedurer, bare for at provokere, det er usundt for alle”.

Vil det så sige, at i luften er du nødt til at være lige med os andre?

”Ja da. I luften er vi alle lige. Vi dør af det hvis vi ikke holder os til Newton og procedurer. Vi må have begge ben på jorden for at kunne flyve, men gode kunstnere er også diciplinerede. På den anden side skal man heller ikke tro at man har fuld kontrol over alting, for så er man på vildspor. Vi må være åbne for det uforudsete, hvad enten vi er piloter eller kunstnere . . . eller kunstflyvere eller flyverkunstnere. Og det er ENORMT vigtigt at vi lærer af hinanden gennem hangarsnak, for der skal udveksles erfaringer for at vi kan LÆRE af hinanden”.

Nyder du i virkeligheden ikke det, at du kan træde ind i pilotrollen i luften og bare skal gøre ligesom alle os andre?

”Jo Det er DEJLIGT befriende ikke at skulle opfinde alt hele tiden og ikke at skulle konstruere mening konstant”.

Er det frihed i luften, at man bare kan slappe af og gøre som ”man skal”?

”JA, men og så skal man NYDE at flyve, fordi nydelsen af flyvning skal dælme være der”.

 

 

 

 

 

 

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *

 

 

 

 

 

F. 1969

Mor til en pige på 7 og en dreng på 1 år samt bonusmor til yderligere 4 dejlige børn.

 

Tog PPL Clacton Aero Club i Storbritannien 1996 som 27 årig.

 

Sisters in the sky

 

Smiling in a War Zone

 

Aktiv i Harvard gruppen CPH hvor hun var med til at arrangere det årlige fly-inn

Og hvor Vagn Westh har støtte SImone i alle årene og passet hendes Colt når den skulle på udstilling.

 

Ejer Piper Cub OY-ALM

 

Tildigere medejer af OY-TOM

 

Ejer Piper Colt OY-EAT

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Simone Aaberg Kærn, f. 1969, dansk billed-, performance- og installationskunstner, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1993-98 og på Goldsmiths College of Fine Art i London 1995-97. I 1996 tog hun flycertifikat ved Clacton Aero Club i Storbritannien. Med flyvning og såkaldt aerofeminisme – en kobling af interesse for flyvning og for kvinders vilkår –  som gennemgående temaer har hun skabt en række usædvanlige performances, videoværker og installationer.

 

Serien Sisters in the Sky, en installation med 45 portrætter (i olie på lærred) af kvindelige kamppiloter fra USA, USSR og Storbritannien under 2. Verdenskrig, blev vist på Louisiana i 1997 og på Biennalen i Venezia i 1999; heri synliggjorde hun, i kombination med tekst og lyd, hvor forskellige også kvindelige helte er.

Mest kendt er Simone Aaberg Kærn for performance-flyvningen og dokumentarfilmen Smiling in a War Zone – the Art of Flying to Kabul. Konceptet indebar kunstnerens egen nærmest umulige flyvning 6000 km fra København til Kabul i Afghanistan i 2002. Filmen, der blev frigivet i 2005, blev optaget af den svenske journalist Magnus Bejmar (f. 1965), der deltog i flyvningen. Med Smiling in a War Zone udfordrede og undersøgte hun de maskuline kræfter, der vil indskrænke friheden i luftrummet og i et globalt perspektiv gøre himlen til en kamparena for prestige, politik og magt. I 2006 vistes soloudstillingen Open Sky i Malmö Konsthall om en flyvning gennem verdens æstetiske, historiske og politiske landskab.

 

I 2010 udførte Simone Aaberg Kærn et portrætmaleri af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen til ophængning på Christiansborg. Portrættet viser Fogh Rasmussen i udkanten af en bøgeskov flankeret af et Hercules-fly, der flyver langs et øde landskab i Afghanistan.

Simone Aaberg Kærn har modtaget en række danske og internationale priser og udmærkelser, bl.a. Danske Kunstkritikeres Pris i 2003. Hun er repræsenteret på bla. Louisiana og AROS.